OBS! Lørdag den 7. november er udsolgt!
—
Der er Forfattertræf i Royal Stage lørdag den 7. og søndag 8. november 2020.
Lørdag er der “Samtaler om det gode liv” og søndagen byder på krimi med forfattertræffet: “Hvorfor er danskerne så blodtørstige?”
Køb billet til lørdag – pris 250 kr. (UDSOLGT)
Køb billet til søndag – pris 250 kr.
Køb billet til begge dage – pris 400 kr. (UDSOLGT)
Program lørdag: Samtaler om det gode liv
Oplev fire af landets mest interessante og anmelderroste forfattere og bliv guidet til et bedre kærlighedsliv, arbejdsliv og coronaliv.
BogForum er aflyst i år, men du kan komme tæt på nogle af landets bedste forfattere, når læge Bente Klarlund, forfatter Birgithe Kosovic, filosof Niels Overgaard og præsten Pia Søltoft besøger Royal Stage til et forfattertræf. Vi berører emner som:
- Hvordan styrker du din fysiske og mentale sundhed?
- Hvad du kan lære om kærlighed af filosoffen Kierkegaard?
- Hvordan overlever man forældre, der ikke evner at vise kærlighed.
- Hvorfor det er vigtigt, at du allerede nu forholder dig til døden.
Du kan her opleve interviews med forfatterne, paneldebat og få mulighed for at købe deres bøger med en personlig hilsen.
Niels Overgaard er hverdagsstoiker, småbørnsfar og uddannet journalist. Han har skrevet den anmelderroste bestseller “Det hele handler ikke om dig”, hvor han opdaterer den antikke stoiske filosofi til det moderne liv. Til daglig arbejder han som chef for bæredygtighed i PFA.
Birgithe Kosović fik sit gennembrud med romanen ’Det dobbelte land’ baseret på historier fra sin jugoslaviske familie. Der ud over har hun skrevet romanen om Erik Scavenius, ’Den inderste fare’ og ’Det du ikke vil vide’ er udkommet i august 2020.
Overlæge og professor Bente Klarlund Pedersen, har i flere årtier forsket i og kæmpet for danskernes sundhed. Hun er førende på sit felt, også internationalt, forfatter til en lang række bøger og kendt for sin ugentlige klumme i dagbladet Politiken.
Pia Søltoft, tidligere leder af Søren Kierkegaard forskningscenteret og lektor i etik og religionsfilosofi. I dag sognepræst i Christians og Esajas Kirker i København, forfatter og ejer at konsulentfirmaet Coaching-Kierkegaard, der oversætter Kierkegaards tanker til brug i erhvervslivet primært med henblik på ledelse.
Berlingskes Kulturredaktør Anne Sophia Hermansen er din værtinde på årets forfattertræf.
Program søndag: Hvorfor er danskerne så blodtørstige?
Danskerne synes det uhyggelige er hyggeligt – mød fire forfattere, som holder dig vågen om natten.
Krimier og spændingsromaner storsælger. Kigger man på bestsellerlisterne, ligger der som regel en krimi øverst. Men hvorfor er det så hyggeligt at læse om noget uhyggeligt, og hvorfor er danskerne så vilde med krimier? Mød fire af vores bedste forfattere og kom med ind i værkstedet, når et nyt plot udklækkes.
Du kan søndag 8. november kl. 14-17 i Royal Stage i Hillerød møde:
- Lone Theils
- Anna Grue
- Niels Krause Kjær
- Anne Mette Hancock
Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen styre samtalen.
Du kan her opleve interviews med forfatterne, paneldebat og få mulighed for at købe deres bøger med en personlig hilsen.
Dette unikke møde med en håndfuld forfattere indgår i ROYAL STAGE’s nye serie Forfattertræf, hvor læsere kan møde forfatterne på en ny og spændende måde. Og hvor forfatterne kan møde deres læsere. Det første Forfattertræf foregår lørdag 7. november.
Lidt om forfatterne:
Lone Theils er uddannet journalist og arbejdede i 16 år som korrespondent i London. Debuterede i 2015 med »Pigerne fra Englandsbåden« om den hårdtslående journalist Nora Sand, det blev solgt til 17 lande. Bind fem i serien »De usynlige« udkommer i 2021.
Anna Grue er mest kendt for sin krimiserie om privatdetektiven Dan Sommerdahl, der er oversat til en lang række sprog og har givet inspiration til den internationale tv-serie Sommerdahl, der i Danmark kan ses på TV 2 Charlie. Derudover har hun udgivet flere romaner og noveller – senest »Mysteriet i Genbrugsen«, hvor efterlønneren Anne-Maj Mortensen tumler rundt i Nykøbing Sjælland og leger detektiv; en munter krimi af den ret så ublodige slags.
Niels Krause-Kjær er uddannet journalist og i dag vært på Deadline på DR2. Han debuterede som romanforfatter i 2000 med »Kongekabale«, der senere blev filmatiseret med Anders W. Berthelsen i hovedrollen som den politiske journalist Ulrik Torp. »Mørkeland« fra 2019 og »Fandens forår« fra 2020 er begge fortsættelser med Ulrik Torp, og bevæger sig i grænselandet mellem journalistik, medier, magt og politik.
Anne Mette Hancock landede på den danske krimiscene med et sjældent højt brag, da hun debuterede med »Ligblomsten« i 2017. Bogen blev på kort tid en læserfavorit, og året efter blev hun tildelt Debutantprisen af Det Danske Kriminalakademi. Efterfølgeren »Mercedes-snittet« indbragte hende titlen som Årets Forfatter på Bogforum i 2018, og siden har vi været med makkerparret Heloise Kaldan og Erik Schäfer i Sønderjylland i Pitbull. Alle tre bøger er solgt til filmatisering og til udgivelse i en lang række lande, herunder Frankrig, Tyskland og USA.