For første gang siden den legendariske koncert i Parken i 2023 bliver det igen muligt at opleve Suspekt på deres helt egne præmisser. I foråret 2027 rammer trioens eksklusive arena-turné Nordsjælland, når Suspekt indtager Royal Stage i Hillerød til et brag af en livekoncert.
Suspekt skal tilbage til de byer, haller og mennesker, der gennem mere end 25 år har været med til at gøre tre drenge fra Albertslund til en af de absolut tungeste institutioner inden for dansk hiphop. Missionen med den nye forårsturné er ikke at gøre det mindre – men at komme tættere på hinanden igen. Derfor vender trioen tilbage til landevejen og inviterer indenfor til 12 intense Suspekt-koncerter i 12 udvalgte arenaer over hele Danmark – og Hillerød er selvfølgelig på tour-planen.
De har før sat ild til landets største scener, sendt album efter album direkte til tops og gennem mere end to årtier flyttet grænserne for, hvor stor dansk hiphop kan blive. Nu er turen kommet til, at Hillerød skal lægge gulv til den kompromisløse energi.
Suspekt om at vende tilbage til de danske arenaer:
“Da vi indtog Parken i 2023, fik vi hele Danmark til at komme til os. Nu har vi lyst til at gøre det omvendte. Vi skal ud til folk igen, rundt i vores lækre land og se hinanden i øjnene i lokale haller, der i forvejen er kendte for at skabe et særligt fællesskab. Det er dér, vi kommer fra, og det er stadig dér, vi samler nogle af vores stærkeste minder op.” – Suspekt
Mere end bare en koncert i Royal Stage
Program:
Kl. 19 – Du har mulighed for at spise middag inden koncerten i Royal Stages stemningsfulde loungeområde (se menu nedenfor)
Kl. 20 – Dj og barer åbner
Kl. 21 – Dørene åbner til koncertarenaen
Kl. 22 – Koncert