Ruben-fans og stand-up entusiaster kan igen glæde sig til at se den finurlige, elskelige og excentriske komiker præsentere materiale af vanligt overvældende og ekstremt ærlig karakter.
Omdrejningspunktet for showet er den mere eller mindre ufrivillige dannelsesrejse, Ruben har været på siden successhowet Ting fra min mund. 30’erne har på godt og ondt ramt den folkekære stand-upper som et godstog, men heldigvis, eller nærmere selvfølgelig, har det komiske potentiale i kvartlivskrisen vist sig at være katalysator for noget af det allerbedste materiale, Søltoft nogensinde har leveret.
Der kommer sandheder på bordet, der stikker dybere end tidligere, og emner som forventningspres, normer og selvindsigt kommer under kærlig, komisk behandling, når de i showet flankeres af fuldstændig vanvittige og vaskeægte historier om en nærdødsoplevelse i Mexico og en absurd gidseltagning i egen bil.
”Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt noget?” er et show om en ofte svigtende mavefornemmelse, identitetstab og genrejsning samt et håb om at få lov til at drømme igen – sådan bogstaveligt talt. Det bliver samtidsrelevant, personligt og møghamrende sjovt.