Enorme kræfter er på spil når musikalske værker som The Show Must Go On, Bohemian Rhapsody og We Are The Champions tages under kærlig behandling og fortolkning af Queen Machine – Europas bedste hyldest til Queen – og Danmarks Underholdningsorkester. I en enestående og medrivende koncertoplevelse bygger de symfonisk bro mellem Queens udødelige hits og Underholdningsorkestrets smukke harmonier og klange.
Queen Machine er en kæmpe fejring af Queens spektakulære univers – fra de storladne megahits over de følelsesladede ballader. Bandet har i mere end et årti begejstret publikum i både ind- og udland med et kompromisløst Queen show med en imponerende produktion samt et autentisk og dedikeret sceneshow. Deres professionalisme og dedikation er så smittende, at du ikke kan andet, end at overgive dig til Queens magiske musik.